Senior Accountant - erfaren bogholder til Collectia

Vil du være del af en international virksomhed i vækst, hvor du kan spille en central rolle med bredt regnskabsansvar og mulighed for at præge udviklingen af vores finansfunktion?

Collectia er på en vækstrejse, og vi søger derfor en erfaren Senior Accountant, der kan tage selvstændigt ansvar for en bred vifte af regnskabsopgaver på tværs af vores danske og internationale selskaber. Du bliver del af et team, hvor du får mulighed for at have dine egne ansvarsområder og samtidig fungere som en erfaren faglig sparringspartner i teamet og den øvrige organisation. 

Vi arbejder løbende med at professionalisere, dokumentere og effektivisere vores processer og systemer, og som erfaren medarbejder vil du få mulighed for at bidrage aktivt til denne udvikling og være med til at løfte kvaliteten og strukturen i Finans.

Om stillingen:

Du bliver en del af vores centrale Finans-team i Brøndby med direkte reference til Collectias koncernregnskabschef og kommer til at arbejde tæt sammen med kolleger i Danmark samt vores øvrige europæiske selskaber. Vi arbejder med regnskab og økonomistyring på tværs af Collectia-koncernen og har derfor en hverdag, der både omfatter Danmark og vores øvrige europæiske selskaber.

Rollen er bred og spænder fra den løbende bogføring og afstemninger til månedsafslutning, moms, intercompany og klargøring til revision. Du vil samtidig spille en vigtig rolle i kvalitetssikringen af vores regnskaber.

Dine primære arbejdsopgaver vil være: 

  • Løbende bogføring og kvalitetssikring af regnskabet
  • Registrering, kontrol og godkendelse af leverandørfakturaer
  • Afregning og fakturering af klienter og samarbejdspartnere
  • Afstemning og dokumentation af balancekonti
  • Momsafstemning og momsindberetning
  • Periodiseringer, hensættelser og øvrige posteringer i forbindelse med månedsafslutningen
  • Kontrol og kvalitetssikring af regnskabstal for vores udenlandske selskaber
  • Klargøring af dokumentation og regnskabsmateriale til revision
  • Besvarelse og opfølgning på regnskabsrelaterede spørgsmål fra både interne og eksterne interessenter
  • Diverse ad hoc-opgaver på tværs af vores danske og internationale selskaber

Du får ansvar for egne områder, men bliver samtidig en del af et team, hvor vi hjælper hinanden og løfter i fællesskab – særligt omkring månedsafslutning, rapportering og revision.

Hvad kan vi tilbyde dig?

  • En bred og selvstændig regnskabsrolle med reelt ansvar
  • Mulighed for at arbejde med flere selskaber og lande
  • Løbende udvikling af dit ansvar og din rolle
  • Indflydelse på udviklingen af processer, arbejdsgange og interne kontroller
  • En hverdag med korte beslutningsveje og mulighed for at præge den måde, vi arbejder på

Vi tilbyder desuden frokostordning, pension og sundhedsforsikring samt en medarbejderordning med blandt andet in-house frisør, massør, bilvask og fitnessabonnement.

Hvem er du?

Vi forestiller os, at du har flere års praktisk erfaring med bogholderi og regnskab. Din uddannelsesmæssige baggrund er mindre afgørende for os. Det vigtigste er, at du har en solid regnskabsforståelse, praktisk erfaring og er vant til at tage ansvar for dine opgaver.

Vi forventer, at du:

  • Har en stærk forståelse for debet/kredit og sammenhængen mellem resultatopgørelse, balance og cash flow
  • Har erfaring med månedsafslutning og balanceafstemninger
  • Har erfaring med kreditorer, debitorer, bank og moms
  • Er vant til selvstændigt at afstemme og kvalitetssikre balancekonti
  • Arbejder struktureret med dokumentation og har forståelse for vigtigheden af et godt revisionsspor
  • Kan identificere fejl og afvigelser i et regnskab og selvstændigt følge dem til dørs
  • Har et godt kendskab til Excel
  • Har erfaring med ERP- og økonomisystemer – erfaring med Microsoft Dynamics NAV eller Business Central er en fordel
  • Kan kommunikere professionelt på både dansk og engelsk

Erfaring fra en international virksomhed, en koncern eller med regnskab for flere juridiske enheder vil være en fordel, men er ikke et krav.

Den person, vi leder efter

For os handler stillingen ikke kun om at kunne bogføre korrekt. Vi leder efter en erfaren kollega, der tager ejerskab og ansvar for sine områder. Du er struktureret og disciplineret og har styr på dine deadlines, men du er samtidig pragmatisk og hands-on. Du reagerer, hvis noget i regnskabet ikke ser rigtigt ud, og du har lyst til at undersøge årsagen frem for blot at konstatere afvigelsen.

Vi glæder os til at høre fra dig!

Send dit CV og din ansøgning via linket. Vi afholder samtaler løbende og ønsker at få den rette kandidat ombord hurtigst muligt. Send derfor gerne din ansøgning og CV snarest muligt.

Arbejdstid, sted og vilkår:
Fuldtid, 37 timer/uge.
Arbejdssted i Brøndby.
Løn fastsættes efter kvalifikationer.
Ren straffeattest og ingen registrering hos kreditoplysningsbureauer.

Vil du lære os bedre at kende? 
Se vores korte film om Collectia – og få et indblik i vores mission, vision og værdier.

Vi ser frem til at modtage din ansøgning.

Ansøg
Del i dit netværk Del på Facebook Del på X Del på LinkedIn Del på Google Plus Udskriv Tip en ven
Frist:
Jobområde: Økonomi
Collectia A/S
Abildager 11, 2605 Brøndby